Sidste skoledag i Spektrum Odders Multihal

Fælles sidste skoledag

17. juni 2022

- Skolerne i Odder er med i Fælles om Ungelivet og arbejder her på at få en sund unge-generation og udskyde de unges brug af rusmidler. Det er naturligt for os at tænke sidste skoledag ind i den sammenhæng. Derfor har vi - som mange andre østjyske kommuner - valgt at tilbyde de unge en dag med en masse fede oplevelser, der handler om fællesskab med de kammerater, de har været sammen med i mange år, siger Stinne Caspersen, som er leder af udskolingen på Vestskolen.

Fællesarrangement i Spektrum

Da festlighederne var ovestået på de enkelte skoler tog 9. klasserne fra Parkvejens Skole, Ungdomsskolen, Rathlouskolen, Vestskolen og Odder Lille Friskole til Spektrum, hvor multihallen var deres i tre timer. Uden alkohol, naturligvis.

Dorte Halberg, der er skoleleder på Rathlouskolen, har 15 års erfaring med sidste skoledag i Odder.
- Da der var corona, arrangerede forældrene på skolen en alkoholfri sidste skoledag for børnene. Det fik vi rigtig gode tilbagemeldinger på, så man kan sige, at corona-tiden har givet os en god anledning til at ændre kulturen omkring sidste skoledag og skabe en fælles ramme om dagen, siger Dorte Halberg, der især er glad for, at forældrene har engageret sig i arrangementet.

Skolerne har samarbejdet med UNG Event fra Horsens om at lave nogle spændende og ”trendy” aktiviteter som bumperball, street basket med en professionel basketballspiller, panna med Maymi Asgari, dance battle med en professionel break dancer, mindgame og lasergame.

Ung Event stillede også et rigtig godt lyd-og lysanlæg op inde i salen, så der var musik til og spot på alle aktiviteterne.

- Det var en fornøjelse at fejre afgangseleverne og skabe et fællesskab, hvor alle har lyst til at være. Jeg synes, det er fantastisk, at alle skoler - private og kommunale - er gået sammen om at give de unge en god eftermiddag. Vi er glade for at kunne sætte en retning for en alkoholfri fejring af sidste skoledag, siger Kristian Kilt, der er SSP-konsulent i Odder Kommune.

Video

Sidste skoledag i Spektrum. Klik på billedet for at afspille video
Videoen afspilles på Youtube