Restaurationsloven stiller krav om, at alle restaurationsvirksomheder, hvor der serveres stærke drikke for gæster, skal have en alkoholbevilling. Serveringen af stærke drikke må derfor ikke påbegyndes, før der foreligger en gyldig alkoholbevilling.
Stærke drikke er drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover. Ansøgning om alkoholbevilling skal fremsendes til Østjyllands Politi. Alkoholbevilling eller afslag herpå meddeles efterfølgende af Bevillingsnævnet i Odder Kommune efter indstilling fra Østjyllands Politi.
Nærmere information om alkoholbevillinger kan findes i Odder Kommunes restaurationsplan, som udgør Bevillingsnævnets administrationsgrundlag for udstedelse af alkoholbevillinger i Odder Kommune.
Kravet om alkoholbevilling gælder også ved enkeltstående arrangementer, hvor der serveres stærke drikke. Tilladelse til dette kaldes lejlighedstilladelse og meddelelse af Østjyllands Politi. Lejlighedstilladelse er nærmere beskrevet i restaurationsplanen.
Åbningstider
Det fremgår af restaurationsplanen, at den normale åbningstid for restaurationer i Odder Kommune som udgangspunkt er frem til kl. 02.00. Hvis en restauration skal holde åbent efter kl. 02.00, skal Bevillingsnævnet meddele tilladelse til udvidet åbningstid. Ansøgning om udvidet åbningstid skal fremsendes til Østjyllands Politi. Tilladelse til udvidet åbningstid eller afslag herpå meddeles efterfølgende af Bevillingsnævnet i Odder Kommune efter indstilling fra Østjyllands Politi. Restaurationsplanen indeholder nærmere information om udvidet åbningstid.
Retningslinjer for udeservering
Det er vedtaget, at alle nye og eksisterende restaurationer o.lign., som ønsker udeservering, skal ansøge om tilladelse til dette, uanset om udeservering sker fra privatejet eller offentligt ejet areal. Også restaurationer o.lign. uden alkoholbevilling skal søge om tilladelse til udeservering.
Ved udeservering forstås udendørs borde, stole, bænke eller lignende i tilknytning til en restauration, som restaurationens gæster kan anvende til at indtage mad- eller drikkevarer. Det er uden betydning, om selve serveringen sker indendørs eller udendørs. Det er således uden betydning, om der er udendørs betjent service. Det afgørende er, at indtagelse af mad- og drikkevarer sker udendørs.
Retningslinjerne beskriver mulighederne for at opnå tilladelse til udeservering, herunder på hvilke vilkår en tilladelse til udeservering kan udstedes.
Retningslinjerne kan ses her:
Ansøgning om tilladelse til udeservering skal fremsendes til Odder Kommune. Ansøgningsskema kan hentes her:
Betingelserne for at opnå en alkoholbevilling er beskrevet i Restaurationsplan for Odder Kommune: