Billede af sandsække ved Spektrum.

Regn, nedbør og oversvømmelser

De seneste måneder har budt på regn, regn og atter regn. De store mængder vand bliver desværre også en del af fremtidens hverdag, så her kan du finde information og tips til, hvad du kan gøre og om hvad vi som kommune tager os af.

Vi ved at rigtig mange bliver bekymrede, når det regner meget. Det gør vi også. Men vi får også tit rigtig travlt, når vandet kommer, og derfor vil vi gerne opfordre til at du tjekker odder.dk først, da vi vil sørge for at sende opdateringer ud her.

Det kan du selv gøre

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at beskyttelsen mod oversvømmelse af privat ejendom ligger hos den enkelte lodsejer. Det gælder, uanset om oversvømmelsen kommer fra havet, overfladestrømning, vandløb, skybrud eller andet.

Den sikring kan du foretage på flere måder:

  • Luk vinduer og døre.
  • Fjern værdigenstande fra kælderen, eller sæt dem højere op, så de ikke står direkte på gulvet.
  • Sluk for elektriske apparater, der kan komme i kontakt med vandet.
  • Tjek, at udendørs riste, afløb og tagrender ikke er stoppet til af blade og snavs
  • Brug sandsække og krydsfinérplader til at blokere lavt placerede døre og vinduer.
  • Hvis du ikke kan være hjemme, når skybruddet sker, er det en god idé at få en nabo eller en ven til at tjekke udsatte områder i din bolig.

Læs mere via linksene her, som fører til klimatilpasning.dk:

Hvis skaden er sket

  • Prioritér redningsindsatsen: Red det vigtigste først.
  • Undgå så vidt muligt at røre ved kloakvand, da det kan indeholde sundhedsskadelige bakterier.
  • Meld skaden til dit forsikringsskab og/eller et skadeservicefirma.
  • Tjek situationen hos dine naboer. Hvis de ikke er hjemme, så giv dem gerne besked.
  • Når vandet er væk, skal huset udluftes og tørres, eventuelt med en affugter. Skru ikke op for varmen, da det fremmer skimmelvækst i våde bygningselementer.

Læs mere her: https://www.klimatilpasning.dk/borger/oversvoemmelse/

Følg med i vandstanden i Odder

Vi holder i kommunen øje med vandstandsniveauet, og det kan du også. Blandt andet er der mulighed for ved dæmningen (når den kommer op at stå igen), at tilbageholde vandet, når det når et vist niveau. Det samme gør sig gældende ved dæmningen ved Overskov, hvor vi er i gang med at vurdere, hvilket vandstandsniveau, der er kritisk.

Du kan se målerne via linket her.

Placeringen af loggerne er som følger:

Nr 1: Th. Køhlsvej

Nr 2: Rådhusgade/handelsfagskolen

Nr 3: Kirkesti

Nr 4: Mejerivej

Nr 5: Dæmning ved Ratlousdal

Nr 6: Overskov

Det gør kommunen

Som udgangspunkt har vi som kommune ansvar for at håndtere vandet på vores egne arealer. Det kan for eksempel være på de kommunale veje eller ved vores institutioner. Det gør vi med hjælp fra blandt andet lokalplaner og vores store kommuneplan. Begge planer kan du finde via Planportalen på linket her.

Forsyning af sandsække

Vi sørger naturligvis for, at du altid kan få fat i sandsække – og sand – som du kan bruge til at sikre din ejendom med. De kan som udgangspunkt afhentes ved Spektrum på Parkvej 5, 8300 Odder. Ved akutte oversvømmelser eller varsler om skybrud andre steder i kommunen, kan der i perioder blive oprettet midlertidige opfyldningsstationer tættere på hændelsen.

Klimasikring

I vores klimahandlingsplan DK2020, som du kan finde ved at klikke på linket her, er der flere tiltag til klimasikring. Det gør vi blandt andet for at imødekomme nogle af fremtidens klimaudfordringer så som flere og kraftigere regnskyl på kort tid, mere vind og kraftige storme og stigende havvand.

I den seneste kommuneplan er der blevet udpeget 27 risikoområder, hvoraf fem er blevet indsatsområder. De områder kan du finde i Klimatilpasningsplanen via linket her.

Vi arbejder i øjeblikket også på flere projekter langs med Odder Å, blandt andet en re-etablering af dæmningen ved Rathlousdal. De tiltag kan du læse mere om via linket her.