Formålet med Plan for Bæredygtig Økonomi er at skabe det nødvendige økonomiske handlerum i Odder Kommune til at håndtere de væsentlige demografiske og strukturelle udfordringer, som kommunen forventes at stå over for i de kommende år.
Du kan finde planen ved at klikke på linket her.
Kommunen forventer både flere tilflyttere, en stigende andel børnefamilier samt en markant vækst i antallet af ældre borgere. Dertil kommer de mange reformer, der i de kommende år skal implementeres i kommunen.
Denne udvikling medfører et øget behov for investeringer – især på anlægsområdet. Samtidig skal Plan for Bæredygtig Økonomi understøtte efterlevelsen af den økonomiske politik, som kommunalbestyrelsen vedtog i maj 2026 for perioden 2027–2030. Den økonomiske politik har et mål for driftsoverskud på 80 mio. kr. årligt, som bruges til gældsafvikling på 30 mio. kr. og anlægsudgifter på 50 mio. kr. Budgettet for perioden 2027–2030 lever ikke op til målsætningen i den økonomiske politik, hvilket fremgår af Plan for Bæredygtig Økonomi.
Plan for Bæredygtig Økonomi skal bidrage med et råderum svarende til 5 mio. kr. i 2027, stigende til 20 mio. kr. årligt i 2030.
Plan for Bæredygtig Økonomi består af fem temaer med tilhørende forslag:
- Serviceområder
- Civilsamfund
- Digitalisering
- Investeringscases (med involvering af fonde)
- Indtægter
Forslagene er identificeret og udarbejdet på fagområderne i forvaltningen på baggrund af analyser, benchmarking, workshops m.m. Herudover er der hentet input og inspiration på Kommunalbestyrelsens opstartsseminar i marts 2026, via de politiske udvalgsmøder og senest på budget- og dialogmødet mellem kommunalbestyrelsen, HovedMEDudvalget og Chefforum den 21. maj 2026.
Deadline for fremsendelse af høringssvar er den 9. august 2026 til hoering@odder.dk. Efterfølgende fremsendes høringssvarene til kommunalbestyrelsen med forvaltningens svar. Derefter indgår Plan for Bæredygtig Økonomi i de kommende budgetforhandlinger.
Vi ser frem til at modtage jeres høringssvar.