Ledige kommunale job

Kontorelev til Odder Kommunes Rådhus

Ansøgningsfrist: 06. marts 2024

Odder Kommune søger en elev til den 2-årige kontoruddannelse med speciale i offentlig administration. Odder Kommune er en stor og attraktiv arbejdsplads beliggende centralt i hjertet af Danmark, og som kontorelev hos os er du med til at gøre en forskel for kommunes borgere og virksomheder. Vi tilbyder en bred kontoruddannelse med oplæring i flere afdelinger og spændende arbejdsopgaver. Så med en kontoruddannelse hos os bliver du klædt godt på til din fremtidige karriere.

Vi tilbyder

I Odder Kommune tilbyder vi vores elever et veltilrettelagt og indholdsrigt uddannelsesforløb. Det vigtigste for os er, at du lærer en masse under din uddannelse, og at du som færdiguddannet føler dig godt rustet til dit videre arbejdsliv. Under hele forløbet får du varierende og selvstændige arbejdsopgaver med gradvist større ansvar, og vi vil forsøge at tilpasse opgaverne til dine interesser og kompetencer.

Du har under hele uddannelsen let adgang til faglig sparring og vejledning hos de elevansvarlige i afdelingerne, og dine kolleger vil stå på tæer for, at du både fagligt og kollegialt føler dig som et ligeværdigt medlem af arbejdsfællesskabet.

Som elev ved Odder Kommune bliver du oplært indenfor tre forskellige områder:

  • Borgerservice
    Du kommer omkring Borgerservice, som er borgernes primære indgang til kommunen. Her får du et bredt indblik i de mange opgaver og funktioner, der er i en kommune, og en masse nyttig viden om, hvordan det offentlige fungerer.
  • Løn og Økonomi
    En del af din elevtid bliver i Økonomi & Administration. Her bliver du en del af lønteamet. I Økonomi & Administration får du et bredt kendskab til overenskomster, forhåndsaftaler samt ferie- og barselsregler.
  • Jobcentret
    Endelig bliver en del af din elevtid i Jobcentret, hvor du får et indblik i den kommunale beskæftigelsesindsats. I Jobcentret bliver du en del af sekretariatet, som løser forskellige administrative opgaver.

Din elevtid og oplæring hos os bliver suppleret af skoleophold, og du får desuden mulighed for komme på studietur til udlandet. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve.

Vores forventninger til dig

  • Du brænder for at levere god service til borgere, virksomheder og kolleger
  • Du er nysgerrig og har lyst og mod til at kaste dig ud i nye opgaver og udvikle dig sammen med os
  • Du er klar til at tage ansvar for egen læring

Adgangskrav

For at blive kontorelev ved Odder Kommune skal du have bestået eller forvente at bestå én af følgende uddannelser:

  • Kombineret erhvervs- og gymnasialuddannelse (EUX Business)
  • Højere Handelseksamen (HHX)
  • Handelsskolens Grunduddannelse (HG) med adgang til kontoruddannelse med speciale
  • Gymnasialuddannelse (STX/HF/HTX) suppleret med handelsskolens fem ugers grundforløb

Du skal vedlægge dokumentation for din uddannelse som bilag til din ansøgning. Er du i tvivl, om din uddannelse er adgangsgivende, kan du kontakte din studievejleder.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes pr. 12. august 2024 med en fleksibel arbejdstid på gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Løn og øvrige ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Hvis du vil vide mere

Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i Borgerservice Malene Balzer på tlf. 40354785 eller HR-konsulent Malene Nørgård Jensen på tlf. 51386159.

Hør også mere i denne video med vores to kontorelever Helle og Janni:

Vi glæder os til at læse din ansøgning

Hvis du gerne vil være vores nye kontorelev, så skal du senest mandag den 6. marts 2024 uploade din ansøgning med relevante bilag via vores hjemmeside.

Vi forventer at afholde samtaler mandag den 11. marts 2024.

Send ansøgning