Ledige kommunale job

Pædagoger til Dii. Bifrost

Ansøgningsfrist: 14. august 2022

Vi søger 2 engagerede pædagoger til Dii. Bifrost
afd. Asgård og Midgård

Ønsker du at være med til at skabe høj pædagogisk kvalitet og lægge grundstenen til børns trivsel, udvikling og læring? Tror du på, at børn som udgangspunkt, gør det bedste de kan og er du klar til at tage et pædagogisk ansvar? Så er det DIG vi søger til vores afdelinger!

Dii. Bifrost afdeling Asgård og Midgård søger to pædagoger til børnehaverne. I Asgård søger vi en pædagog på henholdsvis 33 timer og i Midgård en på 32 timer. Ansættelse for begge stillinger fra 1. september 2022 eller hurtigst muligt derefter.

 

Bifrost er en institution, som består af 3 afdelinger: Midgård, Asgård og Udgård.

I Asgård er vi normeret til 40 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn.

I Midgård er vi normeret til 40 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn.
 

I Bifrost arbejder vi med anerkendende pædagogik, hvor ICDP danner grundlaget for vores pædagogiske fundament. Grundlæggende handler ICDP om relationer og samspil mellem barnet og den voksne. Derudover er vi særligt optaget af barnets sproglige udvikling, leg og den styrkede læreplan.

 

Børnehaven i Asgård:

I Asgård værner vi om det gode børneliv og vi arbejder professionelt og fokuseret med vores pædagogik, så alle børn har de rette betingelser for trivsel, udvikling, læring og dannelse. Vi er optaget af at skabe læringsmiljøer gennem hele dagen, som tilgodeser det enkelte barn i dets nærmeste udviklingszone. Vi arbejder ud fra et ressourcesyn, hvor vi har fokus på børns styrker og hvor vi med positive forventninger og en kærlig og anerkendende tilgang støtter og guider børn i deres udvikling, så de får lyst til og mod på at lære nyt.

 

Børnehaven i Midgård:

I Midgård er vi nærværende, anerkendende og omsorgsfulde voksne. Lige nu arbejder vi fokuseret med at opretholde en fast struktur i hverdagen med udgangspunkt i den styrkede læreplan. Vi søger vi en pædagog, der har overblik og kan strukturere og organisere sig selv og andre – også i presserede situationer. Vi søger en pædagog, der møder børnene i øjenhøjde og er optaget af barnets perspektiv og intentioner. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med inkluderende fællesskaber og børn i udsatte positioner.


Din profil

Vi søger dig som formår at reflektere i dagligdagen og kan sætte din pædagogiske viden i spil og ser muligheder frem for begrænsninger. Desuden søger vi dig, der kan handle og træffe beslutninger, samarbejde og være nysgerrig på egen og andres pædagogiske praksis. Du skal være loyal over for Bifrost, dine kolleger og de beslutninger vi træffer i fællesskab.


Vi ønsker os en kollega, der:

 

  • Brænder for at arbejde som pædagog og kan se den spændende opgave i at arbejde med børn i alderen 3-6 år.
  • Ønsker at have indflydelse- og tage ansvar fra day one!
  • Kan noget med musikken og formår at bringe den ind i den pædagogiske praksis
  • Er nærværende, nysgerrig og omsorgsfuld i dit møde med børn, forældre og kolleger
  • Har erfaring med- og tager aktiv del i planlægningen, udførelsen samt evaluering af pædagogiske aktiviteter med udgangspunkt i den styrkede læreplan og børnegruppens nærmeste udviklingszone.
  • Har erfaring med at arbejde med børn i udsatte positioner
  • Vi forventer, at du kan kommunikere/dokumentere både skriftligt og mundtligt
  • Er indstillet på at bruge AULA som kommunikationsplatform i dit daglige arbejde.
     

Vi kan tilbyde dig:

  • En arbejdsplads med fokus på det gode arbejdsmiljø, trivsel og udvikling
  • Et børnehus med højt humør og en god atmosfære
  • Gode kolleger, som ser værdien i faglig sparring og bruge hinandens kompetencer
  • Et udviklende miljø hvor der er plads til at arbejde med idéer
  • En engageret forældregruppe

 

Er du uddannet pædagog og kan du se dig selv i én af ovenstående stillinger, modtager vi gerne din ansøgning senest d. 14 august.
 

Hvis du har brug for en rundvisning og en snak i vores hyggelige huse forud for ansøgning er du meget velkommen til at kontakte: Pædagogisk leder Trine Nyborg, 30564261.
 

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 34.

Du kan læse om os, på vores hjemmeside: https://bifrost-odder.aula.dk/

 

Det er Odder Kommunes politik, at indhente straffeattest og børneattest ved ansættelse. Ansættelse og løn ifølge overenskomsten.

 

 

Send ansøgning