Ledige kommunale job

Bofællesskabet på Bronzealdervej søger kollega med interesse for pleje af ældre og demente – er det dig?

Ansøgningsfrist: 15. juni 2022

På Bronzealdervej bliver du en del af en familie, hvor der er plads til forskelligheder. Vi udgør 60 boliger fordelt med 10 lejligheder i hvert hus, hvor personalet i husene arbejder sammen i teams. Derudover befinder vi os i de skønneste naturomgivelser med højt til himlen, drivhus, bålplads og med får om sommeren. Bofællesskabet huser også både hund og kat, samt undulater og fisk.

I Bofællesskabet på Bronzealdervej vægter vi den gode hjemlige stemning, hvilket vi også ønsker kan mærkes, om enten det er fra medarbejdere eller beboernes familie og venner, når de træder ind ad døren.

Vi har nogle skønne, humoristiske og fagligt dygtige medarbejdere her på Bronzealdervej og vi håber på at få en kollega, der har lyst til at indgå i det gode kollegiale fælleskab. Vi respekterer hinanden og ved alle godt, at vi hver især kommer med forskellige erfaringer, viden og faglighed. Dette ser vi som en styrke, som kan bidrage yderligere til løsning af kerneopgaven.

Bofællesskabet på Bronzealdervej arbejder ud fra EDEN Alternative, som er en helhedsorienteret tankegang, hvor respekt, anderkendelse og omsorg sættes i centrum. Vi skifter betegnelserne plejehjem og institutioner ud med ældrebaserede fællesskaber, hvor vi er ansat i beboernes hjem. EDEN tankegangen tager også udgangspunkt i, at eliminere ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed hos ældre, hvilket også afspejler sig i EDEN principperne. Du kan læse mere om EDEN Alternative her

Du kommer til at have din daglige gang et af husene sammen med dit team, hvor du er med til at sørge for, at beboerne får den rigtige pleje og omsorg. Som en del af dit arbejde, skal ud også være med til at skabe hygge omkring de daglige aktiviteter og når det er muligt, være spontan til at iværksætte små udflugter. Hos os arbejder vi i relationer og det er derfor vigtigt, at du også har lyst til at deltage i de sociale tværgående aktiviteter som f.eks. sankthans eller sommerfest.

Vi har forventning om at du har interesse for pleje af ældre og eventuelt på sigt påtænker at uddanne dig sundhedsfagligt. Måske har du erfaring med at arbejde med demente borgere eller i så fald er du villig til det. Derudover ser vi gerne, at du kan lide at arbejde for trivsel og den gode stemning, for både beboerne, deres familie og venner og dine kollegaer. Du er åben overfor nye udfordringer og har mod på en, til tider, uforudsigelig hverdag. Til sidst ønsker vi bare, at du kommer med et godt humør og evt. kan bidrage med lidt humor.

Vi tilbyder:

  • Fleksible arbejdstider, hvor du selv er med til at bestemme antallet af timer
  • Et godt arbejdsmiljø – både fysisk og psykisk
  • Et job hvor du har mulighed for at udvikle dig
  • En god introduktion og modtagelse når du starter

Vi har mulighed for ansættelse i vikariat eller som afløser på timeløn i alle typer vagter. Weekend hyppighed aftales individuelt.

Løn – og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst.

Der afholdes løbende samtaler. Ansøgningsfrist 15. juni 2022.

 

Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Pia Stie-Svendsen på tlf.: 87 80 32 72

Vi håber du snarest vil sende os din ansøgning, så du kan blive vores nye kollega.

Sundhed & Omsorg har også lavet en film, som kan give dig et indtryk af, hvordan det er at være ansat i Odder Kommune. Du kan tilgå filmen her

Send ansøgning